Svanen

 

Der var engang en svane. Så ung og smuk og pragtfuld. Svømmede på søen og nød livet. En dag da den var inde ved flodbredden for at spise det den nu kunne finde, kom der en ræv. Ræven løb frem og greb fat i dens nakke. ”Skån mig, skån mig, Hr. ræv. Jeg mangler stadig at se resten af verden. Vil du virkelig ende mit liv? Jeg er alt for ung til at dø!” skreg svanen bedende. Ræven fik medlidenhed med den unge svane og luskede bort.

Årene gik, og en dag kom en jæger gående ved søen. Sikke dog en flot svane, den må jeg have med hjem, tænkte han. Men lige før han skulle til at skyde skreg svanen. ”Skån mig, skån mig, Hr. jæger. Jeg er alt for ung til at dø. Jeg mangler stadig at se så meget af verden. Vil du virkelig ende mit liv?”. Det ville jægeren nu ikke. Sådan en smuk skabning skulle have lov til at leve og imponere alle på dens vej.

Flere år gik. Svanen blev ældre og ældre, og en dag stod der igen en og ventede, da svanen svømmede ind til bredden. Det var døden, der var kommet for at hente den og lade alle i dødsriget imponere. ”Skån mig, skån mig!” skreg svanen. ”Jeg mangler stadig at se så meget af verden. Vil du virkelig ende mit liv?”

”To gange har jeg stået ved bredden klar til at hente dig og føre dig til mit rige. To gange har jeg givet dig lov til at leve og er forsvundet igen. Vil du virkelig have mig til at gå?”. Svanen vuggede lidt frem og tilbage. ”Jamen død, jeg har jo ikke set resten af verden. Jeg mangler stadig at se så meget!”

”Du har været lykkelig her, ikke sandt? Behøver du komme andre steder hen? Du har gjort andre lykkelige her. Det behøver du ikke ud i verden for. Jeg bliver stående på bredden, til du tager med”

Svanen kiggede sig omkring. Nød det sted, den havde tilbragt sit liv. Så nikkede den stille. Døden kravlede op på ryggen af den, og op fløj de. Op mod skyerne. Og svanen så. Den så, slugte det hele, nød synet af verden fra oven. Til sidst landede de i dødsriget, og alle blev imponerede for hvor var det dog en pragtfuld svane.

Den dag i dag, når en elsket bliver begravet, sidder svanen usynligt på kisten og venter. Venter på at følge sjælen op i himlen, lade den ride på ryggen, se verden fra oven. For på et eller andet tidspunkt skal man jo have den tur. På ryggen af en svane.

Anna van Deurs, januar 2015, til min oldemor