Et værn mod verden

Hun sad der i toget blandt så mange andre mennesker. Dag ud og dag ind. Så verden igennem en tåge, en tunnel. Hver dag handlede om overlevelse. Meget simpelt. Flere gange vendte folk sig om mod dem, hende og Salim, når de sad der i kupeen. Hun var da ligeglad. Eller sådan da. Hun var vant til folks gloende blikke. Eller rettere sagt mænds. Det var jo hendes job, hvis man kunne sige det sådan. Et job, hun aldrig helt kunne tage fri fra. En Falckredder ville vel også altid være klar til at yde førstehjælp, selv når han ikke var på sin arbejdsplads. Og fandt Salim en kunde – ja så kunne det være ligemeget, om hun havde fri eller ej. De var i grunden et mærkeligt par de to. Vekslede aldrig flere ord end det absolut nødvendige. Hvorfor skulle de også det? Han havde nok at se til på bunden af sin flaske, og hun sad altid med musik i ørerne. Et værn mod verden.

Inderst inde væmmedes hun egentligt ved Salim. Han lugtede altid så fælt, selvom han tog bad hver eneste morgen. Og hvorfor skulle han egentligt have så mange procenter af deres indtægt? Det var jo hende, der gjorde alt arbejdet. Sådan var det, og sådan ville bossen gerne have det til at være. Hun skulle jo nødig gå hen og blive selvstændig. Så ville hun bare have alt for let ved at flygte til et nyt liv uden glubske øjne, røg og søvnunderskud. Et sådan liv sad hun tit og drømte om. Med halvt lukkede øjne, musik i ørerne og hendes indre værn bygget op, sad hun og drømte. Flygtede væk ind i en verden uden Salim. Uden hendes forpligtelser. Ind i en verden, hvor ingen kendte Marcia som den beskidte, brugte sæk fra Istegade. Hvor ingen straks tænkte “stakkel”, når deres blik faldt på hende. I starten havde det jo bare været en leg. En lidt beskidt leg. Og et spil om penge. Efterhånden var hendes evner blevet eftertragtet, og så blev bossen pludselig hård. “Har du først sagt A, må du også sige B. Sådan siger en rigtig dansker. Og sådan en vil du gerne være, ikke Marcia?”. Og det ville hun jo gerne. Dengang. Dengang skulle hun have sagt fra. Men dengang var og blev dengang. Dengang som i for sent.

Sommetider, hvis kunden var ekstra tilfreds, blev hun tilbudt “lykkepulver”. I korte øjeblikke hjalp det på virkeligheden, og Marcia flygtede. Forsvandt simpelthen ind i en verden, hvor ingen kunne røre hende. Det bedste var, hvis hun fik pulveret på forskud. Så var det nemmere at klare sig igennem en aften. Så havde hun et sted at flygte hen, når han begyndte. Så gjorde det ikke nær så ondt indeni, og så føltes det ikke lige så forkert, når fremmede hænder fandt vej ind under hendes klæder. I toget, når pulveret var holdt op med at virke og hende og Salim igen var på deres vej mod den lille kolde lejlighed, fandt det hele vej igen. Så blev musikken skruet ekstra op. Hun var næsten ligeglad med de andres blikke. De vidste ikke en skid om hendes liv alligevel.

Den aften blev det sent, før Salim besluttede, at det var nok. Tavse begav de sig på vej mod banegården. Det havde været en hård dag. Kunden var ikke tilfreds, intet pulver og kun det halve af den aftalte pris. Det blev bossen ikke glad for. Slet, slet ikke glad. Sidste nat havde hun intet søvn fået, og hendes øjne var ikke andet end to små sprækker. Hun havde ikke orket at tage makeup på. Der var alligevel mørkt i hendes arbejdsrum. Midt under det hele havde hun pludselig ikke kunnet få luft. Ubehagelige oplevelser og fremmede hænder havde kørt på hendes indre skærm, og en ufattelig træthed overmandede hende. Det føltes som om indebrændte tårer druknede hendes hjerte indefra. Trangt i det allerede overfyldte spind af bekymringer.

Marcia rystede på hovedet. Høretelefonerne. Hvor havde hun lagt dem? En stigende panik som startede helt nede i tæerne og langsomt banede sig vej gennem hendes krop begyndte. Hendes værn. Hun havde intet pulver, og høretelefonerne var ikke til at finde. Med rystende fingre tændte hun en smøg. Hvæsede hurtigt ind og ud. Slet, slet ikke beroligende nok. En svimmelhed steg op i hende. Truede med at få hende til at vælte bagover. I panik greb hun fat i Salim. “Skal du røre ved mig? Som om jeg vil have brugt sæk på hænderne. Hvad du ikke har rørt ved. Føj”. Han vendte sig bort, og hun kunne høre ham inhalere. Brugt sæk. Brugt sæk. BRUGT SÆK. Hver gang hun tænkte ordene, føltes det som en mavepuster. Igen famlede hun i lommerne. Intet. ”Hvad du ikke har rørt ved”. Marcia gned sine fingre op af skraldespanden, som kunne hun tørre sine følelser af i den. Det eneste hun fik ud af det, var en rift og noget dressing på hendes håndled. Orkede ikke at tørre det af. Alt i alt ville hun bare gerne sove. Sove fra det hele. Få den dumme følelse i maven til at gå væk. Falde i søvn i sin mors arme. Som den lille pige hun var engang. Aldrig mere lade hænder røre hende. Aldrig mere føle sig som en brugt sæk.

Som i en trance gik hun. Hen til de gule prikker. Forbi dem. Et lille trin ned. Summen i metallet fortalte hende, at det var på vej. Sove. Ja, hun ville sove. Marcia lagde sig ned. Krøb sammen. I det fjerne hørte hun Salims råben. Holdt sig for ørene. Gennem øjenlågene kunne hun skimte tiltagende lys. Et godnat undslap hendes læber. Så sov hun. Endelig.

Anna van Deurs, 2015